Du bruger en browser, som ikke understøttes fuldt ud. Det betyder, at designet på siden ikke ser korrekt ud eller i værste fald ikke virker. Opdaterer du din browser, vil siden se korrekt ud.

Læs mere

Jagthundeinstruktør del 1, teoretisk del, Kalø

Tidspunkt: lørdag d. 8. marts 2025 kl. 08:30 - søndag d. 9. marts 2025 kl. 15:30
Tilmelding slutter søndag d. 23. februar 2025
Afmelding mulig frem til søndag d. 23. februar 2025
14 deltager(e)

Jagthundeinstruktør del 1 – teoretisk del

Sted: Jagtens Hus Kalø, Molsvej 34, 8410 Rønde

Formål: At give instruktører, trænere og hundeførere et teoretisk kendskab til, hvordan hunden lærer, herunder hvilke læringsformer, der indgår i jagthundens uddannelse. På kurset ser vi på de forskellige sociale komponenter, som indgår i opbygningen af et godt forhold mellem hund og fører. Kurset er baseret på den seneste forskning om læring og hundeadfærd, så uddannelsen foregår på hundens præmisser.

Med et godt hund/førerforhold som det centrale i vores træning, bliver den nyeste viden om læringsformerne sat ind i en letforståelig fremstilling af et komplekst emne.

Med dette kursus sætter Danmarks Jægerforbund den etiske standard for jagthundeuddannelse i jagtforeningerne.

Kurset udgør den teoretiske del i Danmarks Jægerforbunds jagthundeinstruktør-uddannelse. Jagthundeinstruktøruddannelsen består fremover af følgende moduler:

  1. Jagthundeinstruktør del 1 – teoretisk del, 2 dage (dette kursus).
  2. Jagthundeinstruktør del 2 – faglig del, 2 dage.
  3. Formidlingskursus (1 dag) eller Instruktionsteknik (1 dag). Instruktionsteknik er obligatorisk ifm. riffelinstruktøruddannelsen.

Modulerne er tiltænkt i ovenstående rækkefølge, men af praktiske årsager kan man deltage på formidlingskurset eller instruktionsteknik, når disse er planlagt. Der er ikke en afsluttende skriftlig prøve på kurset ”jagthundeinstruktør del 1”, men evalueringen vil sammen med evalueringen på ”jagthundeinstruktør del 2” danne grundlag for en samlet faglig og pædagogisk bedømmelse.

Sigtet med Jagthundeinstruktøruddannelserne er at introducere nye og mere målrettede metoder til uddannelse af jagthunde, så træningen bliver god og effektiv. Der arbejdes udelukkende positiv indlæring, hvor der fokuseres på den nyeste viden om hundens hjerne og evne til at lære. Alle jagthunderacer kan uddannes efter Jagthundeinstruktøruddannelsens metoder, som kan tilpasses til racernes individuelle specialer.

Bemærk, at kursister på del 1 ikke skal medbringe egen hund. 

Indhold: På kurset gennemgås følgende:

  • Hundehjernens opbygning
  • Læringsformer
  • Drivkraft og motivation
  • Hundens udviklingsfaser
  • Adfærdsbiologi og adfærdskæder
  • Hund/fører forhold (socialt fællesskab)

Målgruppe og adgangskrav: Eksisterende og kommende trænere, hjælpere og hundefører med tilknytning til en af jagtforeningerne under Danmarks Jægerforbund. Hundefører, der ikke er medlem af Danmarks Jægerforbund kan deltage (bemærk pris og vilkår).

Pris: 2.500,00 kr. for medlemmer af DJ  3.500,00 kr. for ikke- medlemmer af DJ -      Kursist-, prøve- og støttemedlemmer  kan IKKE deltage til medlemspris, og får ikke udleveret ID-kort samt tøjmærke.

Prisen er inkl. undervisning og forplejning. Husk at meddele sekretariatet, hvis du har særlige krav til forplejning (f.eks. allergi). Medlemmer af Danmarks Jægerforbund har fortrinsret.

Vær opmærksom på, at kurset er uden overnatning. Sekretariatet kan dog være behjælpelig med henvisning til overnatningsmuligheder.

Undervisningsmateriale:
Undervisningsmateriale fremsendes pr. mail ca. 10 dage før kursusstart.

Bogen, Moderne uddannelse af jagthunde, udleveres til alle kursister uden beregning på kurset.

Link til etiske anbefalinger for håndtering og træning af hunde: https://www.jaegerforbundet.dk/hund/jagthunden/etiske-anbefalinger-for-handtering-og-traening-af-hunde/

Kursusleder: Ove Dam Hedegaard

Undervisere: Ove Dam Hedegaard

Medlem

DKK 2.500,00

Ikke-medlem

DKK 3.500,00