Du bruger en browser, som ikke understøttes fuldt ud. Det betyder, at designet på siden ikke ser korrekt ud eller i værste fald ikke virker. Opdaterer du din browser, vil siden se korrekt ud.

Læs mere

Yoga og vejrtrækningen - 24 timers fordybelse

Tidspunkt: tirsdag d. 5. september 2017 kl. 16:00 - tirsdag d. 10. oktober 2017 kl. 20:00


Kursus med Simon Krohn 6 tirsdage i træk kl. 16.00 – 20.00.

Første gang er den 5/9, og sidste gang er den 10/10.

Det får du ud af kurset:
 
Det er ikke ligegyldigt, hvordan du trækker vejret. Din vejrtrækning påvirker din krops bevægelighed, din sindstilstand, din rummelighed og din relation til omverden. Desuden er vejrtrækningen en af de mest effektive måder at påvirke det autonome nervesystem og derigennem dit stressniveau. Derfor er det ikke underligt, at yogaens vejrtrækningsteknikker (pranayama) bliver omtalt med stor respekt, og de fleste yogasystemer ser ovenikøbet åndedrættet som en vigtig vej til de dybere, eksistentielle tilstande og indsigter, som yoga kan føre os til.

Ovenstående kan opsummeres sådan her: Vejrtrækningen er vildt vigtig, og det er virkelig svært at få et overblik over emnet. På dette kursus vil Simon Krohn dele alt, hvad han ved om vejrtrækningen, og i løbet af 24 timers undervisning får du en systematisk præsentation af de forskellige aspekter. Kurset forløber på seks tirsdage, og mellem hver gang vil du få opgaver, som du skal arbejde med på egen hånd. Du kan regne med ca. 2 timers hjemmearbejde hver uge.

Du vil blive undervist i:

Vejrtrækningens anatomi. Forståelsen for åndedrættets biomekanik vil ikke blot øge din forståelse for vejrtrækningen, det vil også styrke din relation til den, fordi din forståelse uundgåeligt vil nuancere din sansning af vejrtrækningen.

Den frie vejrtrækning. Oplevelsen af at slippe kontrollen og lade åndedrættet flyde frit er en smuk oplevelse af overgivelse, nærvær og selvomsorg. Det er desværre ikke så let, som det lyder, og det kræver både teknik og øvelse.

Vejrtrækningens rolle i yogastillingerne. Du vil lære om at koordinere bevægelse og vejrtrækning, og hvordan vejrtrækningen kan have indvirkning på både smidighed og alignment.

Klassisk pranayama. I løbet af kurset vil du blive systematisk introduceret til hathayogaens vigtigste vejrtrækningsteknikker. Gennem disse teknikker får du mulighed for at udforske stort set alle aspekter ved vejrtrækningen. Du kommer til at trække vejret hurtigt og langsomt, dybt og overfladisk, og du vil lære at holde vejret efter både indånding og udånding.

Vejrtrækningens sammenhæng med prana. I følge hathayoga hænger vejrtrækningen uløseligt sammen med et fænomen, som de kalder prana (livskraft / vital vejrtrækning). Du vil i den forbindelse lære de vigtigste tekniske begreber: Bandha, vayu, nadi, cakra og kundalini.
   
Hvis du har spørgsmål til kurset, er du altid velkommen til at sende en mail til info@nor.house.

Om Simon Krohn:

Simon Krohn er uddannet yogalærer og certificeret på det højeste niveau inden for Yoga Alliance. Han er forfatter til den anmelderroste bog "Nærmere Noget" og  cand.mag. i filosofi med fokus på indisk filosofi. Simon har undervist i yoga og meditation i mere end 15 år og er én af landets mest efterspurgte yogalærere.

Læs mere om Simon på www.mindyourself.dk.

Del arrangementet på de sociale medier:

Deltagere

DKK 3.850,00