Du bruger en browser, som ikke understøttes fuldt ud. Det betyder, at designet på siden ikke ser korrekt ud eller i værste fald ikke virker. Opdaterer du din browser, vil siden se korrekt ud.

Læs mere

Castel Vittorio (Kl. 16.00)

Tidspunkt: onsdag d. 7. oktober 2020 kl. 16:00

Bogreception for den italienske udgave af

CASTEL VITTORIO – storie e ricette dalla nostra ”dispensa” Ligure

samt den danske udgave ”Historier fra vores Norditalienske spisekammer”

Af Helle Brønnum Carlsen & Pia Bohr Scharling

Onsdag den 7. oktober kl. 16.00

 

For at kunne efterleve retningslinjerne for antal forsamlede og herved undgå smitterisiko har vi arrangeret 2 på hinanden følgende receptioner - med nøjagtigt samme indhold.

Den første starter kl 16.00 med en introduktion af Helle Brønnum Carlsen & Pia Scharling, som fortæller om tilblivelsen af bogen. Det var ikke kedeligt, skulle vi hilse og sige!

Derefter giver pianisten Elisabeth Nielsen en smagsprøve på næste sommers musikfestivalprogram i Castel Vittorio - hun spiller bl.a. Scarlatti og andre italienske komponister.

Efter minikoncerten byder vi på et glas italiensk vin og en hapser. Senest kl.17.30 siger vi tak, fordi du kom, og giver plads til hold 2.

Det vil være muligt at købe bogen på dansk til særpris: 200 kr. (normalpris 250 kr.) eller på italiensk til 160 kr. Betaling skal ske kontant eller ved MobilePay

Arrangementet er gratis, men tilmelding nødvendig p.g.a begrænsede pladser. Ved tilmeldingen bedes du være opmærksom på, at du tilmelder dig kl. 16.00 eller kl 18.00.

Deltagere bedes bruge mundbind under arrangementet, og der vil være adgang til håndsprit i flere af Instituttets lokaler. Siddepladserne er opdelt med en meters afstand, men er man af samme familie, vil det være muligt at sidde sammen, i så fald bedes man tilmelde sig sammen i denne tilmeldinsformular.

På forhånd tak for hjælpen.

 

I Ligurien står tiden stille. Maden er rustik og fyldt med smag, vandet er livgivende og krystalklart og menneskene er fulde at historier om en svunden tid. Tag med deltidsitalieneren Pia Scharling, madkritiker Helle Brønnum Carlsen og fotograf Flemming Gernyx til det uopdagede Ligurien hvor vi får opskrifter og historier af bedstemødre, køkkenchefer og glade gastronomer.  Bogen rummer over 50 autentiske opskrifter, en masse gode historier og nogle inspirerende billeder, der giver dig lyst til at tage af sted til Ligurien lige med det samme. 

Helle Brønnum Carlsen er lektor i Madkundskab på Københavns Professionshøjskole med en Ph.d. i mad og æstetik. Hun har skrevet 20 kogebøger og 5 undervisningsbøger til madkundskab i både grundskolen og på læreruddannelsen. Er desuden madanmelder på 30. år, nu for White Guide, og skriver videnskabelige fødevareartikler for Weekendavisen. Hun underviser også i grundskolen i både madkundskab og andre fag og er ressourceperson i Undervisningsministeriet, når der skal skrives fagformål. 

Pia Scharling har siden 2009 arrangeret kursusophold i Castelvittorio og har, i et tæt samarbejde med landsbyerne i Nervia-dalen i Ligurien, skabt en professionel og stærk ramme omkring ophold og kurser for dels mad- og musikglade danskere og dels en årlig musikfestival Festival dell’Alta val Nervia. Pia er oprindeligt uddannet sangpædagog fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har arbejdet som stemme-coach og sanger hele sit liv. Efter mødet med landsbyen Castelvittorio overtog udlængslen og iværksætterånden og på få år har Pia via sit rejsebureau Pust Rejser formået at gøre dette vidunderlige hjørne af Italien synligt, til stor glæde for både tilrejsende og fastboende.

Billetter

DKK 0,00