Du bruger en browser, som ikke understøttes fuldt ud. Det betyder, at designet på siden ikke ser korrekt ud eller i værste fald ikke virker. Opdaterer du din browser, vil siden se korrekt ud.

Læs mere

LUA på Dronninglund Efterskole - 28. oktober 2019

Tidspunkt: mandag d. 28. oktober 2019 kl. 18:00 - mandag d. 28. oktober 2019 kl. 21:30

Download indbydelsen

FDF Landsdel 1 inviterer til

LUA på Dronninglund Efterskole

28. oktober 2019 kl. 18.00-21.30

Vi gentager sidste års succes og afholder lederuddannelsesaftenen (LUA) på Dronninglund Efterskole. Det er altid en fornøjelse at tage imod landsdelens ledere til erfaringsudveksling og hygge. En aften hvor vi får fyldt ny viden og inspiration i rygsækken, og hvor man oplever det gode fællesskab med de andre ledere i landsdelen. Kurset består igen af 5 forskellige moduler. Tag de andre ledere i kredsen under armen, vi ses på LUA!

 

1. FDF-lederes motivation

Hvordan kan vi holde hinanden motiverede som ledere i FDF? Hvordan kan vi som kredsledelse arbejde med at fastholde lederne i kredsen ved at støtte deres indre motivation? Dette modul handler om, hvordan vi kan forstå motivation i FDF, når vi laver arbejde, vi ikke får løn for. Instruktøren er blandt andet forfatter til et kapitel om FDF-lederes motivation i den nye kredslederhåndbog.
For ledere og bestyrelsesmedlemmer

Instruktør: Dennis Jim Frederiksen FDF Kærby. Medforfatter til FDFs Kredslederhåndbog.

 

2. FDF Pædagogikken – og hvad så?

”I FDF møder børn og unge frivillige voksne med noget på hjerte.” Sådan lyder en del af FDFs pædagogik, som landsmødet vedtog i 2018. Dette er flotte ord, men hvad betyder de i praksis, og hvordan kan man bruge pædagogikken i kredsen til at blive endnu bedre til at give børn og unge et ståsted at møde verden fra? Det skal vi arbejde med i denne grupppe, hvor vi skal debattere, lave praktiske øvelser og nørde FDF på den store pædagogiske klinge.
For ledere

Instruktør: Heidi Bak Nielsen, Forbundssekretær i FDF Landsdel 1

 

3. Escape room. HJÆLP!

Kunne du tænke dig at vide noget om escape rooms, eller er du bange for, at det er en for stor mundfuld at gå i gang med at lave? I virkeligheden er det ikke så slemt at sætte et escape room op. Du skal blot have nogle sammenhængende koder, et tema og et bord. Nysgerrig? Så kom med på dette modul, hvor du lærer at bygge et escape room op, hører om temarammer og udførelse i forskellig størrelsesorden og afprøver ting i praksis. Find din indre detektiv frem, og vær med til at knække koden til escape rooms. Aktiviteten er særligt velegnet for de store FDFere, men pilte kan også være med. 
For ledere

Instruktør: Mads Kondrup, Fredericia-Søndermarken og medlem af landsdelsledelsen i LD6

 

4. Forebyggelse af kriminalitet blandt børn og unge - kan din FDF-kreds gøre en forskel?

Hvordan bremser man de unge, der er på vej ud på en kriminel løbebane? Hvordan straffes de børn, der bryder loven? I Danmark har vi et Ungdomskriminalitetsnævn for børn og unge i alderen 10 til 17 år, hvad betyder det? Tidlige sociale indsatser kan forhindre børn i at begå kriminalitet senere i livet, siger forskerne. Hvad kan FDF og du byde ind med i denne kontekst og hvad skal du være opmærksom på? Skal kredsen have en handleplan på området? Er der plads til alle i FDF? Via oplæg, dialog og case-arbejde vil du få et indblik i det kriminalpræventive arbejde.
For ledere og bestyrelsesmedlemmer

Instruktør: Tommy Duun Mogensen, FDF Pandrup og leder af SSP Jammerbugt

 

5. Naturvidenskablige eksperimenter, ild, farver og brag!

I denne gruppe vil vi beskæftige os med kemiske og fysiske eksperimenter, hvor de visuelle og overraskende er i fokus. Vi tager udgangspunkt i hverdags-kemikalier og udstyr fra hjemmet, der kan bruges til spændende og spektakulære forsøg til mødeaftenen. Der vil være fokus på forberedelse, udførelse, sikkerhed og baggrundsviden i forhold til de forsøg der præsenteres og udføres.
For ledere

Instruktør: Jeppe Jensen, gymnasielærer i kemi, tidl. FDF Kærby